Richard d. III

Det Kongelige teaters store efterårssatsning står i Shakespeares tegn. Men lykkes det?

Efteråret i det nye skuespilhus meldtes ud med en politisk forestilling, Lollikes 'Fremtidens Historie'. I aftes fulgte så premieren på det store følelsesmæssige drama af Shakespeare om Richard d. III, den sidste store finale i hans historiske dramaer om Rosenkrigen i 1400-årenes England. I Shakespeares udlægning – der ikke nødvendigvis repræsenterer den virkelige historie – præsenteres vi her for slutfasen, hvor slægten York endelig har fået krammet på konkurrenterne fra Lancaster. Trioen af tre brødre sidder nu på magten og den gamle dronning, Margaret, sidder tilbage med smerten over sin myrdede ægtefælle og søn (fra Lancaster). I en helt anden målestok svarer det til de evindelige krige og kampe, som i dansk historie udspillede sig mellem Danmark og Sverige. Forskellen er bare, at mens kongeslægterne i Norden skiftevis giftede sig ind i hinandens familier eller førte krig, myrdede de også løs på hinanden i den engelske udgave. Richard d III handler så om ærkeskurken over dem alle, den pukkelryggede Richard, Duke of Glouchester, der ved at rydde først sine brødre og siden en række andre slægtninge af vejen, får banet sig vej til stillingen som rigsforstander. For derefter at fuldende værket ved at myrde de rette arvinger, drengene, for at kunne tilrane sig kronen.

Store følelser og præstationer
Richard er en led karl i Shakespeares optik og lade det være sagt med det samme, Søren Sætter-Larsen leverer en kraftpræstation. Alt det lede, uhumske og psykopatiske lyser ud af en præstation, der er rent ud sagt bemærkelsesværdig. På tilsvarende vis må det også nævnes, at en række af de andre skuespillere leverer virkelig gedigent skuespil, ikke mindst de kvindelige rolleindehavere og herunder især Kirsten Olesen, der i den store forbandelsesscene i første akt er helt uforlignelig. Det er de store følelser, der skriges ud.

Filter af frygt for kedsomhed
Selve opsætningen og scenografien lægger imidlertid et filter ud, så man som tilskuer ikke får en chance for at forløses. På det psykologiske plan handler stykket nemlig om en psykopat, der får frit spil, fordi hans omgivelser er følgagtige, liderlige og lige så magtbegærlige som über-skurken, Richard d. III. Det er monstrøst, og Shakespeares tekst viser med al ønskelig tydelighed dette. Instruktøren, Staffan Valdemar Holm, er virkelig lykkedes med at vise det på engang urkomiske og groteske, som udspiller sig i første del af forestillingen. Men: I anden del af forestillingen er det så, at Shakespeare skifter gear, og tragedien for alvor skal til at udspille sig. Her svigter forestillingen desværre. Årsagen er, at skuespillerne ikke er instrueret til at foretage skiftet fra grotesk humor til patetisk tragedie på ordentlig vis. Vi ved jo fra andre opsætninger, at de (naturligvis) mestrer dette skift. Tydeligvis har instruktøren imidlertid ikke været bevidst om, at Shakespeare lægger op til dette skifte. Dette svigt over for dramaets toneskift kommer herudover til orde i det forfladigende japperi, som de mere lyriske og tragiske dele udsættes for. Det synes, som om instruktøren har været så bange for at kede publikum, at alt er lagt frem til at blive afviklet med en hastighed, der gør et småsnakkende talkshow på TV3 til en langsommelig affære.

Forvirrende minimalisme
Endelig er der den minimalistiske scenografi. Den er gennemført og grundlæggende sympatisk. Hensigten er, hedder det i programmet, at det er skuespilpræstationen, der skal bære stykket frem. Problemet er bare, at den er så minimalistisk, at det er svært at identificere, hvornår de forskellige skuespillere optræder som hvem. Peter Plaugberg optræder således i fem forskellige roller. Undervejs havde denne anmelder imidlertid ikke helt nemt ved at finde ud af, hvornår den ene rolle tog over efter den anden. Til sidst endte det med, at Peter Plaugberg mere optrådte som sig selv end alle mulige andre. Simpelthen fordi man blev træt af at forsøge at identificere, hvem han nu pludselig var. Og det skønt de enkelte mindre roller, han spillede, sådan set hver for sig ikke var ubetydelige i forhold til dramaets fremadskridende bevægelse.

En anbefaling? Hmn, måske. Det er ikke så ofte, at Shakespeares mindre kendte dramer opføres på disse breddegrader, og alene af den grund er der tale om en opsætning, som er et must for det teaterinteresserede skuespil. Men så heller ikke mere.

Richard d. III af Shakespeare, Skuespilhuset, Store Scene, 17. sep. - 22. nov.