14. maj 2009
Berørt af Jesus

Lille udstilling i Vor Frue Kirke er dramatisk i sit udtryk, og symbolikken er ikke til at tage fejl afUdstillingen med navnet ”Berørt af Jesus” omfatter fotostater af 11 oliemalerier med de to temaer ”Korsfæstelsen – påsken” og ”Helligånden – pinsen”. Mette Fredholm er kunstneren bag oliemalerierne, og hun har tidligere udstillet i Vor Frue Kirke, bl.a. med en udstilling kaldet ”Jobs hjørne” (Se billede).
De mørke farver er fremherskende i begge temaer og giver en meget dramatisk, nærmest kaotisk effekt, specielt i billederne om Helligånden. Den mørke undertone falder nok ikke i alles smag, men giver herfra set en interessant og anderledes version af velkendte begivenheder. Dog skal det understreges, at billederne ikke kun er opbygget i mørke toner. Brugen af de lyse farver skaber opmærksomhed og varsler om de ændringer, der vil ske, når det tætte mørke gennembrydes.
På trods af billedernes abstrakte karakter, fornemmer man en klar symbolik, der i billederne af påsken fremstilles ved korset og i billederne om pinsen henviser til noget ”stort” og uhåndgribeligt. Specielt i ét af billederne fremstår korset med al tydelighed. Et tyndt kors er påmalet en mørk korsfæstet unaturlig skikkelse, der træder skitseagtigt frem i billedet. Dette billede adskiller sig fra de resterende ved at være det eneste med et konkret motiv.
Om man efterfølgende føler sig ”Berørt af Jesus” er ikke til at sige, men der er ingen tvivl om, at Mette Fredholm giver sit eget personlige bud på påsken og pinsen. På en lidt alternativ, kunstnerisk måde kan hun være med til at skabe inspiration til de mange søgende, der kommer i Domkirken.
Tid og sted: Frem til 2. juni 2009 i Vor Frue Kirke, Nørregade 8, København K
Mette Fredholm har tidligere brugt påsken som tema i en billedserie, som kan ses her
Besøg Vor Frue Kirkes hjemmeside her
Folkekirkens InfocenterFlere anmeldelser