23. januar 2008

Ligklæder


Der er koldt i kapellet, hvor ligtøjet hænger på tøjstativer midt mellem de gamle og nye kister.

Lig er frysende kolde, kapeller er knugende og ligklæder ligevis. Der er en afgrund, vi ikke vil se ned i. Og slet ikke, hvis der er tale om vores børn. Det ved vi dog, at det sker. Vi ved også, at der så ingen trøst er at hente. Barnet skal iklædes og lægges i kiste.
Det har kunsthåndværkeren Anne Abildtrup gjort sig rigtig mange tanker om. Resultatet af hendes kunsthåndværk kan i disse uger ses i kapellet til Holmens Kirke, hvor tøjstativer er stillet op med et bud på ligtøj til nutidige kristne begravelser. Her er den minutiøse lille broderede hue og løjerten, parat til at rumme de små, dødfødte børn, der aldrig blev mere end 28 uger. Her er små hørskjorter med broderier og et helt ”mor-og-barn”-sæt beregnet på de heldigvis sjældne tilfælde, hvor begge dør i barselsengen.

Design
Ligklæderne er opsyet som funktionelle ligklæder med lette og uholdbare syninger. Vægten er lagt på dekorations- og symbolværdien snarere end holdbarheden. Modellerne er for de fleste vedkommende desuden bagside-åbne af hensyn til den, der skal lægge barnet i kisten. For en stor dels vedkommende er materialet hørlærred med silkekanter. Allerede her viser tanken hen på forgængelighed. Hørlærredet er notorisk det tekstil, der vanskeligst modstår en jordfæstelse.

Kulde
Det er en meget smuk og gribende udstilling og bestemt anbefalelsesværdig. Alligevel tænker jeg, at skulle mit barn være lagt i en sådan kiste, ville jeg have valgt familieklenodiet: dåbskjolen. Jeg ville med vilje have valgt det kosteligste og mest bevaringsværdige, jeg ejede. Desuden ville jeg have valgt noget varmende under, sådan som de gamle gjorde. Nogle af de mest rørende vidnesbyrd findes i de små kongebørnsbegravelser i Roskilde Domkirke, der for nogle år siden blev gjort til genstand for minutiøse undersøgelser af bl.a. tekstilerne. De små børn var klædt i varme strikkede strømper og trøjer, varme forede huer og smukke kniplinger.
I udstillingen her mødes vi med et andet og mere modernistisk bud på, hvordan vi kan omgås det lille barns død. Det er bestemt meget tankevækkende. Enhver, der i disse uger færdes forbi Holmens Kirke, bør finde tid til at tilbringe en kort stund med at se nærmere herpå.
Udstillingen maner til eftertanke.

Tid og sted: Holmens Kirke har åbent dagligt fra 9.00 til 14.00. Lørdag 9.00 – 12.00, med mindre der er kirkelige handlinger.

Karen Schousboe


Flere anmeldelser
Se også

Christian Schmidt-Rasmussen: Langt om længe fandt menneskeheden en måde at overvinde døden
Nature Strikes Back



Thomas Kluge



Ud af Intet


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København