Prædikener

Print

Juleaften 2011

 

(Jeg her engang lært, at man skal fortælle hvad man vil gøre før man gør det, og dér hvor jeg egentlig vi hen i dag, er at give jer tre pointer med hjem, så kan I jo teste korttidshukommelsen, og se om I kan huske dem over anden senere i aften!!)

Men…

Så er vi nået hertil. Godt bænket. For nogle har det været hæsblæsende at komme hertil. For andre har ventetiden været laaaang. Men nu er vi her – vi er kommet i mål.

Og er Anden ikke købt, eller er julebrevene ikke sendte endnu, så er det for sent.
Og så må man tage ansvaret på sig, og sige, ja ja, jeg nåede ikke det hele, det er min skyld, men Pyt med det; for nu er det jul.

Man kan i hvert fald ikke sige som Josef i denne lille søde historie jeg hørte forleden, som den sydafrikanske biskop Desmund Tutu skulle have fortalt:

Josef kommer hen til kroejeren og siger:
”Åh, hjælp mig, hjælp mig, du må hjælpe mig. Min kone er gravid og hun skal til at føde!”
Kroejeren svarer: ”Ked af det, makker; det er ikke min skyld.”
Hvortil Josef svarer: ”Det er heller ikke min!”

Og Nej, det er ikke Josefs skyld, at Maria er gravid; det er Guds.
Og det vender jeg tilbage til om lidt.

For nu skal vi bare være her. Nyde stemningen, roen, sangen. Tage time-out.
Og så må vi håbe, at præsten har noget fornuftigt at sige i år.
Hun vil gøre sit bedste.
Men som jeg talte med nogle veninder om forleden, så har vi alle så forskellige oplevelser af jul. Af hvad der skal til, og hvad der kan ødelægge den, at det er lidt af en opgave at skulle sikre jer alle julefred og juleglæde.
Men jeg vil gøre mit bedste, og hvis det ikke lykkes, så er det ikke alene min skyld!

Men nu er vi her.
Og efter hele December-ræset er det nu, vi skal stille skarpt på, hvorfor vi lige skal det igennem hvert år.

Ja, hvis skyld er det? Og for hvis skyld er det?
Svaret er, som sagt, Guds. Det er Guds skyld det hele og altså hverken Josefs eller kroejerens eller vores.

Skuespiller Søren Fauli er vært på et program på Radio24SYV, hvor han havde besøg af vores dygtige nye kirkeminister Manu Sareen og stillede ham og os et måske dumt men alligevel godt spørgsmål. ”Hvis det hedder folke-kirke, hvorfor skal det så altid handle om Jesus?”

Ja, hvorfor skal vi altid komme rende med ham – barnet i krybben eller ham på korset?

Og han har jo ret. Vi kommer altid med Gud og Jesus. Og når jeg nogle gange skal være præst til bryllupper eller begravelser, så får jeg fornemmelsen af, at folk allerhelst vil have, at det skal handle om brudeparret eller om den afdøde, og egentlig gerne så, at jeg ikke blandede for meget Gud ind i det.

Men det gør jeg altså – fordi det er Guds skyld det hele, (kunne jeg fristes til at sige.)

Her handler det både om folket – altså om os,  og om Gud.

Det er altså en både/og fortælling. Kristendommen er fortællingen om Gud og os. Om Guds historie med os!

Og der er ikke noget at sige til, at man kan blive lidt forvirret i denne søde juletid. For der er så mange fortællinger, der konkurrerer om vores opmærksomhed.
Aviserne nyder for eksempel at lave det til en forsidehistorie, at julen slet ikke er dansk (!), men mere tysk, engelsk og svensk, eller en kloger sig med at fortælle, at julen er ældre end kristendommen og faktisk er nordisk; så det er import og globalisering, at vi blev kristne apropos vores sten derude.

Og børnene følger med i skønne og skøre Nissebanden og spændende Ludvig og Julemanden.

Ja, der er mange historier i kog.
Og nu er vi så HER, fordi vi er enige om, at tage én af dem ud, og tillægge DEN større værdi og mere mening end de andre.

Vi er midt i en historie, hvor ham, der er skyld i det hele, skyld i at sætte det hele i gang, er Gud!

Vi er netop midt i en fortælling, som er større; større end de fleste andre fortællinger vi omgir’ os med, lige fra nissebanden til Helle Tornings skattesag.
Netop større, fordi det er Guds historie, og hans historie er vævet ind i vores.

For at vise det, at hans og vores historier er vævet ind i hinanden, eller at hans historie kan give mening ind i vores historie, vil jeg som sagt lave, tre små nedslag i den bid af Guds historie, vi løfter sløret for i dag, og som vi fejrer med undren, fest og glæde.

1.
Vi står med en fortælling om et barn, der blev født.
Det fremkalder altid glæde at se et nyfødt barn. Også (og for det meste) når den lille slet ikke var ønsket, men kom temmelig ubelejligt.  Og Jesus kom absolut ubelejligt for Josef og Maria.

(Og det siger jeg til trods for, at jeg nok synes, at vi her de sidste par uger, har hørt nogle meget triste historier om uønskede nyfødte, for mit indtryk er ellers det modsatte – at de allerfleste børn i dag er ønskebørn, men sådan er det ikke altid, og sådan har det ikke altid været!)

Så står vi med en fortælling her, som vil sige til os – ønskede som uønskede børn, planlagte, bestilte og ankomne eller højst ubelejligt ankomne: I er alle Guds ønskebørn?

Det kunne være en pointe i dag at tage med hjem:
Og gå hjem med dét klap på skulderen: Ja, Du er ønskebarn! Du er Guds ønskebarn.

Så pyt med, at gaverne under træet måske ikke var det du ønskede dig, pyt med, at alt det du til daglig hopper for tungen for skal lykkes en gang imellem falder sammen som en korthus – for det handler i bund og grund om noget meget større!

Det var den ene pointe, og jeg har lovet to mere. Og de kommer her:

2.
Den lille mand i krybben kaldes frelser.
Det er et af de ord i det kristne vokabularium, man kan have det lidt svært med, fordi det har en gammel og støvet klang. Frelser! 

Vi kender det fra Frelser og forsoner… en af mine yndlingssalmer i salmebogen, men ellers bruger vi det ikke.

Frelse betyder i virkeligheden fri hals. At blive frelst, vil sige, at løkken bliver taget af ens hals, og man frigives. Og (Bevægelse om halsen) så kan man trække vejret igen.

Kristendommens ikon/billede på vores frelse og frihed ligger dér i krybben, den lille frelser, der med sit livs fortælling skal gå hele vejen for at vise os en gang for alle, at vi aldrig kan rives ud af Guds kærlighed.

At være frelst er altså ikke at være på den sikre side på en selvfed og selvtilstrækkelig måde, men at være frelst er at vide, hvor man hører til. Og at det er et godt sted at være.
Og det er jo det vi oplever på egen krop nu, at her er godt at være – måske lidt klemt! Men med højt til loftet, et sted, der kan rumme os, et sted med ord som tilgivelse, barmhjertighed, taknemmelighed.  Og tro, håb og kærlighed naturligvis.

Et sted, hvor vi kan ånde, hvor løkken (!), som vi nogle gange selv har lagt om vores egen halsen, eller klokkestrengen som vi spænder os ud i i det daglige, eller buen vi strammer hjemme og på arbejdet, HER kan vi slappe af. Her kan vi være og være i fred. Her er ingen løkke, ingen klokketregn, ingen strammet bue. Her ved vi, at vi ikke skal præstere.
Og vi kan endda bare kigge hen på barnet i krybben og sige, se selv. Over for Gud skal jeg ikke præstere, skal jeg ikke stille mig an. Jeg skal ikke gøre, bare være!

Dét er pointen, og en der er værd at tage med hjem, i vores præstations- og konkurrenceverden!

3.
Den sidste pointe I får med hjem til Anden eller flæskestegen er en lille iagttagelse, der var helt ny for mig. Måske også for jer.

Augustus holder jo folketælling. Han vil naturligvis vide, hvor mange mennesker han hersker over. (Forfængelig er man vel!)

Men (og det var det jeg ikke vidste) ifølge det gamle Testamente er folketælling syndigt! Altså forbudt!
For mennesker skulle ikke, ifølge den jødiske lov, blande sig i vækst og formering. Det var Guds gebét. Det skulle forblive guddommelige mysterier.

Og man kan også godt følge logikken:
I folketællingen bliver den enkelte blot et tal; det er kold registrering og magtdemonstration, set med gammeltestamentlige øjne.

Barnet i krybben minder os om, at forstår os selv–IKKE som et nummer – hverken i rækken, i kartoteket, i skolen eller i banken.

For med cookies på computeren, og med lægernes fantastiske landevindinger, og teknologien, så er vi i mange henseender blevet til tal, eller til arvemasse (god eller dårlig) eller til forbruger, før vi er menneske.

 

Juleevangeliets tre pointer i julen anno 2011 er for det første (for lige at repetere)
At vi kan gå herfra i dag og vide, at vi er Guds ønskebørn.
For det andet; At frelse handler om at kunne trække vejret frit, og uafhængig at vores præstationer.
Og for det tredje, at vi er mennesker af kød og blod, Vi er enestående og uerstattelige og ikke en anonym talstørrelse.

Og det hele.. er Guds skyld. Guds ske lov!

OG Glædelig jul!