AKTIVITETER

Udover koncerter, sangaftener og aktiviteter for børn og unge er der i løbet af året en række arrangementer:

- Morgensang den første tirsdag om måneden

- Kunstture

- Foredrag

- Internationale gudstjenester og arrangementer

 

 

 

 

SORGGRUPPE

Er det ikke frygtelig trist at gå i sorggruppe?


Dette spørgsmål er mange sorggruppedeltagere blevet stillet. Og svaret er: ”Nej det er det ikke, og jo, engang imellem”

Mange tror at en sorggruppe er et sted hvor man er ked af det og græder hele tiden, - det er det ikke! Vi græder, - en gang i mellem.
Men hvad er det så? Hvad laver man i en sorggruppe?
Ja, vi mødes 7 gange med ca. 14 dages mellemrum fra kl. 19.00 til 20.30. Og vi, det er deltagerne (max 8), sorggruppelederen og en frivillig hjælper.
Når vi kommer er der kaffe, lys og chokolade på bordet, og vi begynder altid med en runde om hvordan det er gået siden sidst, om der er nogen der har noget særligt, de gerne vil fortælle eller tale om. Som oftest er der et tema for hver gang, det kan være: ensomhed og tavshed, sjove historier, forløbet omkring dødsfaldet, hvornår må man grine igen, forbudte og tunge tanker, arv og økonomi, hvordan finde ind i en ny hverdag og meget, meget mere. Det væsentligste er, at samtaleemnerne er dét, som ligger de enkelte deltagere på sinde at få talt om. Nogle gange fortæller sorggruppelederen også lidt om hvad sorg er og hvordan den kan udmønte sig.

Tidligere sorggruppedeltager har sagt:
• Det forbavsede mig så stærkt et fællesskab jeg kom til at føle med de andre i gruppen. Jeg kendte dem slet ikke, men vi deler en erfaring: sorgen
• Vi har tavshedspligt – så der bliver ikke sladret, det er rart
• Her kan jeg tale uden at skulle tage hensyn til andre, - jeg kan sige lige præcist det, der ligger mig på sinde
• Skønt at kunne få lov at fortælle min historie igen og igen, - familie og venner er ved at være trætte af det
• Hvor er det godt at høre andre har det lige som mig!!!!
• At gå i sorggruppe er det bedste jeg har gjort – overvejer du det, så tag med.
Næste sorggruppe begynder d. 29 aug. kl. 19.00 -20.30
Har du lyst at være med eller vil vide mere, så kontakt sorggruppeleder sognepræst Gitte Sandager Bjerre på 75873322 (Der findes også brochure i sognehuset, kirkerne, biblioteket og på lægehuset)

MENIGHEDSMØDE FOR ALLE

En gang om året holdes der Menighedsmøde, som er for alle der gerne vil høre om arbejdet i og omkring kirken. Det er IKKE et menighedsrådsmøde, derfor er alle velkomne og kan komme med gode ideer, ris, ros, så kirkelivet fortsat kan udvikle sig og være i tæt dialog med samfundet/sognebørnene.

Her i Jelling er Menighedsmødet efter gudstjenesten 1. søndag i advent, den 2. december.
Det foregår i sognehuset og menighedsrådet byder på en let frokost.

KONTAKT

Kirkekontoret, tlf. 75 87 11 17. Træffetid tirsdag og torsdag 10-12

Sognepræst Kristian Bøcker. Træffes i sognehuset, pr mail eller evt på tlf. 20 98 52 10

Kordegn Kirsten Thøgersen. Træffes i sognehuset, via 75 87 11 17 eller pr mail

Formand for menighedsrådet Jens Maibom kan kontaktes på mail jemai@km.dk

 

 

BRUG AF SOGNEHUSET

Sognehuset er ”kirkens forsamlingshus” og bruges primært til en lang række kirkelige arrangementer og aktiviteter, eksempelvis foredrag, studiekredse, kirkekor, asylarbejde og konfirmandundervisning.
Derudover rummer sognehuset kontorer og mødelokaler, der bruges af kirkens ansatte, af menighedsrådet og til kirkelige møder i Vejle provsti og andre kirkelige sammenhænge.
Da kirken er en del af monumentområdet med palisade, høje og runestenene og som sådan deltager i arbejdet med dette, kan Sognehuset også bruges til arrangementer og møder, der drejer sig om det, herunder arrangementer, der involverer lokale grupper og institutioner og har et oplysnings- og dannelsesmæssigt sigte vedrørende området.
Sognehuset er også rammen om kirkens sociale arbejde.
Sognehuset kan således ikke lånes til private arrangementer eller til møder og arrangementer i politiske foreninger eller interesseorganisationer eller til mere hobbyprægede aktiviteter.
Ønsker om spisning eller kaffedrikning i forbindelse med rundvisninger og besøg på området henvises til ”madpakkehuset” ved Kongernes Jelling (forventet færdig fra maj 2017) og til byens caféer og kro.