KLAVERKONCERT

Katrine Gislinge

 

Koncert med pianist, Katrine Gislinge søndag d. 6. september kl. 16.00

Som en del af fejringen af Beethovens 250 års fødselsdag vil Katrine Gislinge spille musik af Beethoven. Hun har gennem de sidste tre årtier etableret sig som én af Skandinaviens førende og mest markante pianister.                                                                                                                                                   Katrine Gislinges tolkninger er præget af en sitrende følsomhed, hvor hver eneste lille detalje i musikken får stor betydning men samtidig samler sig i en klar og fremad-rettet strøm. I hendes hænder, i hendes musikerskab formår hun at skabe den fuldendte balance mellem det mest skrøbelige og det mest direkte, og når man lytter til hende, går man ind i et musikalsk rum af ”berusende sensualitet” – som en anmelder beskrev det.

Fri entré

 

 

ORGEL- OG TROMPETKONCERT

Dorthe Zielke ( trompet ) og Søren Johansen ( orgel )

Søndag d. 20. september kl. 16.00 markerer vi Beethovens 250 års fødselsdag.

Koncerten i Jelling Kirke er ikke en ganske almindelig koncert. De medvirkende går tæt på fødselaren Ludwig van Beethoven og spiller ikke blot musik af den store klassiske komponist, men fortæller også om hans musik, skæbne, samtid og de dybe spor han satte sig i følgende generationer.
På storskærm foran i kirken skildres hans liv og hans samtid i billeder og tekst.
 

Fri entré

ÅRETS JULEKONCERT

Herning Drengekor

Herning Kirkes Drengekor, tirsdag d. 15. december kl. 19.30 i Jelling  Kirke

Herning Kirkes Drengekor er stiftet i 1949 og er et af landets ældste drenge- mandskor. Koret er inspireret af den klassiske engelske klang og kortradition, men arbejder med et bredt repertoire spændende fra gregoriansk sang over renæssance- og barokmusik til nutidige værker. Koret bestiller og uropfører ofte ny vokalmusik.

Herning Kirkes Drengekor består af 50 drenge og mænd, som næsten alle har sunget i koret siden de i 3. klasse blev optaget i korets forskole. For mange af de unge sangere er årene i drengekoret begyndelsen på et professionelt musikerliv som enten sanger, instrumentalist eller underviser.

 

Koncerter og turnéer

Herning Kirkes Drengekor har optrådt i mange forskellige sammenhænge - fra Søren Ryges haveprogram og det danske melodigrandprix til samarbejde med rockbands og symfoniorkestre. Koret har i de senere år samarbejdet med både Ålborg-, Århus- og Odense Symfoniorkester samt Ensemble MidtVest, og drengesolister fra koret medvirker jævnligt i opsætninger sammen med Den Jyske Opera og landsdelsorkestrene.

Herning Kirkes Drengekor giver årligt omkring 25 koncerter i ind- og udland, og har blandt andet sunget i alle landets domkirker. Desuden har koret i de senere år været på adskillige turnéer i Europa, USA og Australien med koncerter i bl.a. Sct. Pauls Cathedral i London, Notre Dame i Paris, Washington National Cathedral, Berliner Dom, Grace Cathedral i San Francisco, Operahuset i Sydney, Carnegie Hall i New York og i St. Stephans Dom i Wien.

 

Herning Kirkes Drengekor på cd, film og tv

Herning Kirkes Drengekor har indspillet en række cd-er, medvirket i et par dokumentarfilm, lavet flere udsendelser til DR og TV2 og er blevet transmitteret i dansk radio.

 

Mads Bille

Mads Bille er uddannet organist og korleder fra Det Jyske Musikkonservatorium med videregående orgelstudier, sangstudier og korlederstudier i England og Sverige. Han har dirigeret et utal af koncerter i Danmark, det meste af Europa og i USA og Australien, primært som dirigent for Herning Kirkes Drengekor.

 

Billetter

Billetter vil blive sat til salg pr. 1. oktober og vil kunne købes i Jelling Sognehus, Gormsgade 19.